Kommissorium for arbejdsgruppe til gennemgang af virkemidler i en regionalt baseret beskyttelse af vandmiljøet mod kvælstof og fosfor

- som led i forberedelsen af Vandmiljøplan III

 

 

Baggrund

Regeringen ønsker at føre en aktiv miljøpolitik, som sikrer, at fremtidige generationer kan leve i et rent miljø. Regeringens målsætning er at placere Danmark blandt de bedste til at nedbringe forurening og nå de fastsatte miljømål på den økonomisk mest effektive måde. Endvidere er det et erklæret mål, at den offentlige sektor skal gøres enklere, mere åben og mere lydhør overfor borgere og virksomheder, ligesom reguleringen af den private sektor skal forenkles og administrative byrder lettes.

Regeringen forbereder en implementering af EU's Vandrammedirektiv (2000/60/EF) med henblik på at målrette den videre beskyttelse af vandmiljøet. Ifølge Vandrammedirektivet skal den fremtidige regulering tage udgangspunkt i miljøtilstanden i det enkelte vandområde og belastningen i oplandet til det enkelte vandområde. Den danske indsats vil følge de fælles beskyttelsesprincipper og medvirke til at konkretisere beskyttelsen af det europæiske vandmiljø. Det indledende skridt er at få defineret målsætningen for det enkelte vandområde. På baggrund af den fastlagte målsætning fastsættes den maksimalt tilladelige tilførsel af kvælstof og fosfor til vandområdet. Derefter udarbejdes indsatsplaner for oplandet, der skitserer hvilke tiltag, som skal til for at opnå den fastsatte målsætning på den økonomisk mest effektive måde.

Vandrammedirektivet vil medvirke til at fastlægge rammerne for en fremtidig beskyttelse af vandmiljøet og skal integreres i forbindelse med udarbejdelse af en Vandmiljøplan III.

For at tilvejebringe et grundlag for forhandlinger om Vandmiløplan III nedsættes 3 arbejdsgrupper. Én arbejdsgruppe skal udarbejde en strategi for regulering af landbrugets fosforforbrug, en anden arbejdsgruppe skal arbejde med generelle virkemidler. Nærværende arbejdsgruppe skal beskrive virkemidler, der fokuserer på regionalt baseret beskyttelse af vandmiljøet mod kvælstof og fosfor.

 

Formål

Arbejdsgruppens formål er, med udgangspunkt i igangværende udviklingsarbejder vedr. principper for fastsættelse af miljømål jævnfør vandrammedirektivets principper for regional baseret beskyttelse af overfladevand mod kvælstof og fosfor:

  • At udarbejde principper for afgrænsning af indsatsoplande og udvikling af principper for anvendelse af virkemidler i udarbejdelse af indsatsplaner, som vil være nødvendige for at nå de fastsatte miljømål.

Arbejdet fokuseres på beskyttelse af overfladevand. I områder med særlige drikkevandsinteresser samt i områder med drikkevandsinteresser er der iværksat en grundvandsbeskyttelsesindsats i amter og kommuner. Grundvandsbeskyttelse vil indgå i arbejdet, hvor det er relevant.

 

Opgaver

Der nedsættes en arbejdsgruppe, som skal tilvejebringe et beslutningsgrundlag for virkemidler i forbindelse med gennemførelse af en regional baseret beskyttelse af vandmiljøet mod kvælstof og fosfor. Arbejdsgruppen skal udarbejde en teknisk rapport.

Arbejdsgruppen skal tage udgangspunkt i det igangværende arbejde med at tilvejebringe principper for at fastsætte miljømål for vandområderne med henblik på at kunne opfylde Vandrammedirektivet, herunder typeopdeling af vandområder og fastsættelse af typespecifikke referencetilstande. Tanken er, at vanddistriktsmyndigheden fremover skal kunne operere med præcise krav til miljøtilstanden i form af biologiske, fysiske eller fysisk/kemiske kvalitetskriterier.

For at kunne beskrive relevante regionale virkemidler vil der i arbejdsgruppen skulle tilvejebringes principper for anvendelsen af virkemidler i forbindelse med udarbejdelse af indsatsplaner til opfyldelse af målsætninger. Der skal således tilvejebringes retningslinier for afgrænsning af de relevante indsatsoplande, og det skal beskrives hvilke virkemidler, der kan tænkes anvendt for, at de enkelte vandtyper kan opfylde deres målsætning.

Som led heri skal mulighederne for en bedriftsorienteret- og oplandsbaseret indsats vurderes, herunder potentialet for at opstille handleplaner opbygget omkring et grønt regnskab, hvor der blandt andet er fastsat referencetal (måltal) for maksimalt overskud af næringsstoffer. Der skal heri indgå en beskrivelse af baggrunden for årsagerne til de store forskelle i kvælstoftabet, der er inden for de forskellige bedriftstyper og mulighederne for fastsætte referencetal for forskellige bedriftstyper.

Arbejdsgruppen skal i relation til kvælstoftab inddrage såvel udvaskning som ammoniakfordampning herunder i relation til regionale virkemidler bl.a.:

  • udforme et oplæg til en strategi for en bedriftsorienteret indsats overfor landbrugets kvælstoftab
  • udforme retningslinier for fastlæggelse af bedste landbrugspraksis for forskellige bedriftstyper,
  • belyse konsekvenserne ved at hæve udnyttelsesprocenterne for kvælstof i husdyrgødning til bedste praksis for det pågældende staldsystem,
  • belyse mulighederne for at udvikle staldsystemer og metoder til gødningshåndtering, der både kan sikre en høj husdyrvelfærd og en høj udnyttelse af kvælstoffet i husdyrgødningen,
  • belyse virkemidler til nedsættelse af kvælstoftabet fra kvægbrug.

De forskellige virkemidler skal vurderes for deres:

  • Miljømæssige konsekvenser, herunder eventuelle uønskede sideeffekter
  • Forenklingspotentiale samt lettelse af administrative byrder, herunder hvorvidt eksisterende reguleringer kan afvikles
  • Samfundsøkonomiske konsekvenser
  • Statsfinansielle konsekvenser
  • Erhvervsøkonomiske konsekvenser
  • Administrative konsekvenser
  • Regionaløkonomiske konsekvenser

Spørgsmålet om beskyttelsen af de kvælstoffølsomme naturområder er omdrejningspunktet i det naturpolitiske oplæg som regeringen fremlagde i august måned. Regeringen vil fremlægge en handlingsplan for biologisk mangfoldighed, som bliver den overordnede ramme for den fremtidige indsats for naturbeskyttelsen. Regeringen vil i sammenhæng hermed se nærmere på de problemer, der knytter sig til beskyttelse af særligt sårbare naturområder mod forurening med bl.a. ammoniak fra landbrugsproduktionen.

 

Arbejdsgruppens sammensætning og arbejdets tilrettelæggelse

Der nedsættes en arbejdsgruppe med repræsentanter fra:

  • Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
  • Miljøministeriet
  • Finansministeriet
  • Amtsrådsforeningen
  • Kommunernes Landsforening
  • Op til tre repræsentanter fra de grønne organisationer
  • Op til tre repræsentanter fra erhvervets organisationer

Formandsskabet varetages af Miljøministeriet.

Arbejdsgruppen kan nedsætte diverse tekniske undergrupper efter behov. Her vil Danmarks Jordbrugsforskning, Fødevareøkonomisk Institut og Danmarks Miljøundersøgelser være centrale deltagere i arbejdet. Deres opgaver vil blandt andet omfatte udrednings- og analyseopgaver i forbindelse med afdækning af virkemidler, miljøkonsekvensvurderinger, økonomiske konsekvensanalyser for erhverv og samfund.

Arbejdet igangsættes september 2002 og afrapportering skal ske senest september 2003.

 

 

Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Departementet
J.nr.: 2001-1125-0016
Den 11. oktober 2002
AKP/KHR/PAI

Miljøministeriet
Skov- og Naturstyrelsen
J.nr.: SN 2001-0129-0022
SSK/MLP